Forskellighed i frivillighed
Af Bente von Schindel
Der findes frivillige inden for mange områder: Det kulturelle område, idræts-området, det sociale område, m.v. Men mens kulturen og idrætten for det meste italesætter de frivillige som den konstruktion, de er en del af, nemlig foreningen, bruger man oftere på det sociale område begrebet frivillig, måske fordi der her ikke er den samme tradition for at etablere sig i foreninger.
Mange kulturelt frivillige
Derfor har den fejlagtige opfattelse også bredt sig, at det er på det sociale område, der er flest frivillige, og mange vil nok blive forbavset, når de hører, at de frivillige på det sociale område (inkl. de sygdomsbekæmpende) kun udgør 9 % af den samlede gruppe af frivillige, dvs. at det er det frivillighedsområde, hvor der er færrest frivillige, mens fx idrætten sammen med kulturen (kunst- og kulturarvsbaserede aktiviteter, amatørkulturen) hobbyforeninger og folkeoplysningen udgør langt den største procentdel, nemlig 57 %.
Europæisk frivillighedsår 2011
I det europæiske frivillighedsår 2011 lærte de fleste organisationer imidlertid hurtigt, at man for at få opmærksomhed - politisk, tilskudsmæssigt m.v. - var nødt til at omtale sit område som bestående af frivillige og ikke foreninger.
Her havde det sociale område altså et forspring, og det var da også Socialministeriet, der blev udpeget som tovholder for den danske del af året, og som dermed også stod for uddeling af midler til projektansøgninger, hvoraf langt de fleste gik til netop det sociale område.
Charter for samspil mellem foreningsdanmark og det offentlige
I forbindelse med den igangværende revitalisering af "Charter for samspil mellem Frivilligdanmark/Foreningsdanmark og det offentlige" var det igen det sociale område, der tog førertrøjen på.
Her var det Frivilligrådet, som er "et politikudviklende organ, der rådgiver regeringen og Folketinget om den frivillige sektors rolle og indsats i forhold til sociale udfordringer", der stod i spidsen for spørgeskemaundersøgelser til alle foreningsområder og organisering af den 2-dages camp, der afholdtes i forbindelse med udfærdigelsen af chartret. Ti ud af de 19 landsorganisationer (dvs. mere en 50 %) kom fra sociale og sygdomsbekæmpende foreninger. Kulturforeninger, fritids- og hobbyforeninger, idrætsforeninger og folkeoplysningen var til sammenligning kun repræsenteret med 5 (ca. 25 %).
Heldigvis viste det sig, at de 19 organisationer i deres grundholdning til civilsamfundet ikke divergerede voldsomt, hvorimod de deltagende repræsentanter fra kommunerne for en dels vedkommende var interesseret i at udfærdige chartret med formuleringer, der tydeligvis var rettet mod det sociale område.
Frivilligcentre
Lokalt mærker man også den store fokusering på det frivillige sociale område. I de seneste år er oprettelse af såkaldte frivilligcentre eskaleret, og der findes nu frivilligcentre i mere end halvdelen af landets kommuner. Desuden er der i forbindelse med satspuljeforliget for 2009 afsat midler til permanent støtte til eksisterende frivilligcentre(grundfinansiering) samt støtte til etablering af nye frivilligcentre. Efter planen skal der åbnes 4 -5 nye frivilligcentre hvert andet år fra 2010.
I etableringsfasen yder staten 510.000 kr. i det første år mod krav om 190.000 kr. i kommunal medfinansiering. Det andet år yder staten 430.000 kr. imod krav om kommunal medfinansiering på 270.000 kr. Og fra 2013 bidrager staten med mindst 350.000 kr. til allerede etablerede frivilligcentre mod at kommunen bidrager med mindst det samme beløb.
Frivilligcentrene er således en stor gevinst for de frivillige på det sociale område, der nu lokalt har et fysisk sted, hvor de kan afholde uddannelsesaktiviteter, seminarer og konferencer. Hvor de kan få hjælp til oprettelse af nye foreninger og til udarbejdelse af pjecer og hjemmesider samt få udgivet en social vejviser (liste over kommunens frivillige sociale foreninger). Og hvor de kan mødes, erfaringsudveksle og danne netværk.
Et solidt udgangspunkt
Det er foreningsservice, som også en del af de kulturelle samråd kender til, og som nogle kan tilbyde deres medlemsforeninger, men som andre stadig arbejder på at kunne tilbyde. Tilbuddene finder ofte sted i samarbejde med det lokale kulturhus eller biblioteket, men indholdet er naturligvis et andet, da det drejer sig om kultur. Her er det de lokale kulturelle samråd, der er eksperterne.
Også andre områder har organiseret sig i "faggrupper" som fx drætten og folkeoplysningen, og der er ingen tvivl om, at man med et solidt ståsted i eget område har det bedste udgangspunkt for at indlede samarbejder på tværs af (fag) interesser.
Imidlertid har både lokale idrætsforeninger og flere kulturelle samråd på det seneste oplevet, at frivilligcentrene er begyndt at udbyde kurser og seminarer, arrangere frivillighedsdage samt rekruttere medlemmer inden for både idræt, kultur og andre foreningsområder. Dermed oplever de, at frivilligcentrene ødelægger det foreningsliv og det samarbejde, der er bygget op inden for hvert enkelt område og på sigt måske også samarbejdet mellem kommunens frivillige, hvis der ikke bliver gjort noget ved det.
Krav til centrene
Frivilligcentrene har - med den forholdsvis store støtte, de modtager fra både stat og kommune samt med en eller flere ansatte til at betjene medlemmerne - en økonomisk mulighed for at medlemsservicere hele kommunens foreningsliv.
Desuden har flere kommuner forlangt, at hvis man skal medfinansiere den statslige støtte til det lokale frivilligcenter, skal det repræsentere alle kommunens foreninger. Derved har kommunerne en mulighed for senere at kunne lukke ned for støtten til andre områder, der ikke har en 50 % statslig medfinansiering, og dermed ikke er så økonomisk attraktive. Dette er naturligvis noget, det frivillige kulturelle område, der er et område uden egen lov, frygter.
Om Social- og Integrationsministeriet kender til den beskrevne praksis i kommunerne, vides ikke. I Ministeriets "Vejledning om udarbejdelse af projektbeskrivelse til etableringsfase for nye frivilligcentre" står der godt nok, at "Landets ca. 45 frivilligcentre arbejder for det frivillige sociale arbejde lokalt". Men der står også: "Frivilligcentrene er et lokalt samlingssteder for det frivillige arbejde. De arbejder for netværk mellem de lokale foreninger og for at medvirke til nytænkning og udvikling af nye muligheder på det frivillige sociale område".
Desuden stilles der fra Ministeriet krav om, at centret, for at blive optaget i grundfinansieringsmodellen, skal opfylde fem kriterier, herunder bl.a.:
- Dokumentation af én årlig aktivitet, der omfatter skabelse af netværk mellem foreninger.
- Minimum 20 medlemsforeninger.
- bringe foreninger indenfor forskellige områder i samspil med hinanden, fx foreninger indenfor børn og unge sammen med ældre, eller etniske foreninger sammen med kulturelle foreninger.
Disse krav kan have ansporet nogle frivilligcentre til at gå på "strandhugst" i hele foreningslivet.
Dialog
Kulturelle Samråd i Danmark tog i marts i år initiativ til en dialog mellem områderne ved at invitere frivilligcentrenes landsorganisation, FriSe, samt repræsentanter fra frivilligcentrene og fra de kulturelle samråd til et møde. Der blev på mødet udvekslet erfaringer, tanker og ideer, men egentlig ikke taget initiativ til en egentlig løsning.
Det kom dog frem, at Social- og Integrationsministeriet også er begyndt at reagere på den gældende praksis i visse kommuner, da man herfra ikke ønsker at støtte det lokale idræts- og kulturliv, der hører hjemme under et andet ministerium. Kulturminister Marianne Jelved har ved en senere henvendelse givet udtryk for, at hun godt vil se på problemet og bl.a. tale med Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup om det.
Vi ønsker alle en løsning, hvor der er respekt for forskelligheden, så vi kan samarbejde som ligeværdige partnere. For som der står i udkastet til det nye charter: "Forskellighed i frivilligheden er en styrke. Det gælder forskelligheder i identiteter, værdier, aktiviteter, medlemmer, brugere, strukturer osv.".
Fakta:
- 57 pct. af alle foreninger er kulturforeninger, fritids- og hobbyforeninger, idrætsforeninger og (fritids) undervisningsforeninger.
- 12 pct. er arbejdsrelaterede foreninger (brancheforeninger, professionsforeninger, fagforeninger mv.).
- 11 pct. er idébaserede foreninger, som man også kan kalde 'budskabsforeninger', der arbejder for bestemte holdninger, værdier, ideologier eller 'sager'.
- 11 pct. er foreninger for 'bolig og lokalsamfund'.
- 9 pct. er de sociale og sygdomsbekæmpende foreninger.
Kilde: "Frivillighed og nonprofit i Danmark – omfang, organisation, økonomi og beskæftigelse. Thomas P. Boje og Bjarne Ibsen, Socialforskningsinstituttet, 2006.
Copyright @ All Rights Reserved